Behandling for grå stær

Man har endnu ikke fundet metoder til at forebygge udviklingen af den almindelige alders-
betingede grå stær, hverken i form af ændret levevis eller med medicin. Man kan heller ikke behandle grå stær med medicin, men er nødt til at fjerne uklarhederne i linsen ved en operation.

Man har opereret for grå stær gennem flere tusinde år, indtil midten af det 18. århundrede som stærstikning. Stærstikkeren stak en nål ind i øjet og skubbede den helt uklare linse væk fra pupillen. Herved kunne den opererede, omend meget uklart atter se farver og former. Ofte gik der dog hul på linsen ved operationen, hvorefter øjet forsøgte at "afstøde" linsen. Formentlig kom der også ofte betændelse inde i øjet efter operationen, da man dengang ikke kendte til bakterier og sterilitet. Resultatet blev igen et blindt og nu måske også smertende øje. Det var derfor som regel en kort fornøjelse, og stærstikkeren var selvfølgelig over alle bjerge.

Lægerne begyndte efterhånden at fjerne den uklare linse fra øjet i et helt stykke. For at se skarpt igen, måtte de opererede have en meget stærk brille eller senere en kontaktlinse, til at  samle lyset, så der kunne dannes et billede på nethinden.

I 1949 blev den første kunstige linse lagt ind i et øje ved en grå stær operation. Det var en engelsk øjenlæge, der under 2. verdenskrig havde lagt mærke til, at der ikke skete nogen afstødningsreaktion hos piloter, der havde fået plexiglassplinter fra cockpittet ind i øjet. Han prøvede at slibe plexiglas i en sådan form, at det lagt det rette sted kunne erstatte øjets naturlige linse. Det voldte mange problemer, og først mod slutningen af 70'erne blev det almindeligt, at man lagde kunstige linser ind i øjet ved grå stær operationer. Omtrent samtidig begyndte man at bruge en operationsteknik, hvor man lod linsekapslen sidde tilbage og kun fjernede det uklare linseindhold ved operationen.  Man begyndte herefter, at udvikle linser, der kunne anbringes inde i kapslen fra den naturlige linse, hvorved man opnåede at linsen næsten ikke irriterer øjet mekanisk, ligesom optikken ligner den naturlige mest muligt.

Det næste store fremskridt skete i sidste halvdel af 80'erne med den såkaldte ultralydsteknik.

Tidligere havde man lavet en meget stor åbning i øjet, for at fjerne linseindholdet i et helt stykke. Såret måtte sys, der skulle ofte fjernes tråde efterfølgende, patienterne måtte iagtage lang tids forsigtighed efter operationen, og først ca. 3 måneder efter operationen kunne man måle ud til ny brille.

Ved ultralydsmetoden nøjes man i dag med at lave en 2,5-3mm stor åbning ind i øjet, hvorefter man laver en rund åbning midt i linsekapslen fortil. Med en tynd ultralydssonde/sugerør kan man nu knuse det uklare linseindhold og suge det ud. Afhængig af hvilken type linse man vil lægge ind i øjet, kan man evt. udvidde åbningen lidt, hvorefter man fører den kunstige linse ind i øjet og gennem åbningen fortil ind i den nu tomme linsekapsel-sæk. Et par C-formede fjedrende ben på linsen sidder i spænd i kapselsækken og holder linsen på plads.

Ved ultralydsmetoden kan man stort set leve normalt efter operationen, selv om jeg af sikkerhedsgrunde anbefaler mine patienter, at afholde sig fra voldsom fysisk aktivitet de første to uger efter operationen. Det er normalt ikke nødvendigt, at sy det meget lille sår, og allerede efter 4 uger måler jeg ud til en evt. ny brille.