Undersøgelse:

 

For at afklare om dine øjne er egnede til laser skal du gennemgå en omfattende øjenundersøgelse på Rungsted Private Øjenklinik.

 

Hvis du opfylder følgende kriterier, er der stor sandsynlighed for at dine øjne er egnede til behandlingen:

Du er mindst 20 år gammel og er i det store og hele rask.

 

Din brille- eller linsestyrke må ikke have ændret sig væsentligt de sidste to år.

Begge dine øjne bør have et godt syn med briller eller linser.

 

Din brydningsfejl skal være inden for de anbefalinger, der er for laserbehandling; det vil sige mellem -1 og -10 for nærsynethed og mellem +1 og +3 for langsynethed inklusive en eventuel bygningsfejl på højst 5 dioptrier. Ligger du uden for disse grænser, kan dine øjne i stedet være egnede til en linseoperation.

 

Du er ikke egnet til laserbehandling hvis:

 

Du er gravid eller fortsat ammer.

 

Du tidligere har haft forkølelsessår (herpes simplex) i øjet.

 

Du får medicin, der kan påvirke helingsprocessen, f.eks. kemoterapi.

 

Et eller begge dine øjne har visse sygdomme eller keratokonus.

 

Øjentørhed kan midlertidigt forværres efter laseroperation ( dog mindre ved ASA end ved LASIK, hvor udtalt øjentørhed udgør en kontraindikation).

 

Hvis du fejler bestemte sygdomme som diabetes, SLE (lupus), ledegigt (rheumatoid artrit), en bindevævssygdom eller en auto-immun sygdom kan du være uegnet til behandling  med laseroperation.

 

Vigtigt: Du må ikke have båret bløde kontaktlinser i en hel uge inden udmålingen og selve laserbehandlingen. Du må ikke have brugt hårde kontaktlinser i fire uger inden udmålingen og selve laserbehandlingen. Kontaktlinser ændrer midlertidigt hornhindens krumning, hvilket påvirker udfaldet af behandlingen.

 

Den endelige vurdering af din egnethed til laserbehandling foretages af din erfarne øjenlæge, baseret på en grundig undersøgelse af dine øjne. Vi mener, at det er meget vigtigt, at  du er blevet undersøgt inden operationen af den læge, der skal behandle dig (og ikke blot på selve operationsdagen), og at din læge også selv står for de nødvendige besøg du aflægger på klinikken efter behandlingen. Vi lægger stor vægt på kontinuitet i behandlingen!

 

Zyoptix 

 

En Zyoptix diagnostisk målestation består af en Orbscan IIz og en Zywave og supplerer integrerede data om dine øjnes hornhindetopografi og bølgefront analyse. Disse data muliggør beregning af en personlig skræddersyet behandling af dine øjnes brydningsfejl.

 

Zyoptix målestationen stå sammen med selve laseren på vores laserklinik på Frederiksberg. En af vores optikere vil kontakte dig og aftale en tid til Zyoptix-udmålingen, der skal foretages senest et døgn inden laserbehandlingen. Beregn ca. 45 minutter til udmålingen.

 

Orbscan IIz

 

er en hurtig og smertefri undersøgelse, der måler og analyserer din hornhinde. Orbscan er et af de mest avancerede analyseredskaber til hornhinder, og giver øjenkirurgen kritisk information om formen af hornhindens for- og bagflade samt om hornhindens tykkelse; information der kan være afgørende for om dine øjne er egnede til laserbehandling.

 

Zywave

 

analyserer ved hjælp af avanceret wavefront analyse alle optiske fejl i dit øje og ikke blot nærsynethed, langsynethed og bygningsfejl. For eksempel analyseres hvorledes din nærsynethed ændrer sig afhængigt af din pupildiameter, og behandlingen tilpasses denne pupilafhængighed. Derved opnås blandt andet et bedre nattesyn, kontrastsyn og mindre lysspredning.

 

Irisgenkendelse sikrer, at det rigtige øje behandles; der kompenseres for at pupillens centrum kan forskydes ved forskellige pupilstørrelser, og der kompenseres for eventuel cyklotorsion. 

 

Ved cyklotorsion forstås, at øjet kan rotere lidt afhængigt om man indtager en siddende eller liggende stilling. Udmålingerne er jo foretaget i siddende stiling, og behandlingen roteres nu svarende til cyklotorsionen, der registreres under hele behandlingen.