Operation:

OperationFor at selve indgrebet kan foregå helt smertefrit bliver du dryppet i øjet adskillige gange med bedøvende dråber. Du bliver herefter ført ind at ligge på et leje ved selve laseren. Det øje, der ikke skal behandles dækkes til og det andet øje bliver desinficeret inden dit ansigt bliver dækket af et sterilt klæde.

En bøjle holder øjet åbent under behandlingen. Du bliver bedt om at se lige op i et blinkende rødt lys under hele behandlingen..Den centrale del af hornhinden bades i ca. 30 sekunder i en svag alkoholopløsning, der gør at det øverste cellelag helt atraumatisk kan fjernes fra hornhinden.

Laseren vil allerede have genkendt dit øje fra udmålingerne der er foretaget tidligere, og en rotatorisk ”eye-tracker” låser sig fast på øjet og vil sørge for at laseren, trods de små bevægelser øjet laver, følger øjet under hele behandlingen. Hvis du pludselig kigger ud til siden, hvor laseren ikke kan følge med, holder laseren automatisk en pause indtil eye-trackeren igen kan låse sig fast på øjet.

Derefter kan laseren genoptage behandlingen præcis hvor den slap. Herefter følger selve laserbehandlingen, der som regel varer under et minut. Der kan være nogle små ophold i laserbehandlingen, hvor laserindstillingen kontrolleres.
Selve laserbehandlingen er helt smertefri.

Ved behandlingen fjernes lidt af hornhindevævet, således at hornhindens krumning og dermed brydningskraft ændres, for at fokusere lyset på nethinden. En af fordelene ved overfladebehandlingen er at hornhindens styrke og integritet bevares; der er ikke skåret i den!

Umiddelbart efter laserbehandlingen bliver dit øje skyllet med noget køligt saltvand inden der dryppes med antibiotiske øjendråber, og der anbringes en tynd bandagekontaktlinse på øjet, for at minimere generne indtil hornhinden er helet efter 3-4 dage. Du får en forbinding for det behandlede øje. Den bør du lade sidde til næste morgen, hvorefter der ikke længere skal noget for øjet.

Du kan tage hjem straks efter behandlingen, men du må ikke selv køre hjem. Beregn ca. 45 minutter i alt på laserklinikken i forbindelse med behandlingen.

Du får et telefonnummer, så du i perioden efter behandlingen ved behov kan nå din øjenlæge 24 timer i døgnet.